Soft shops skulle hæve håndboldsalg med 20 procent: Her åbner de næste to
Håndboldkategorien i Sport 24's butikker og webshop er et "konkret fokuspunkt" for vækst hos sportsgiganten.
Det har direktør Lars Elsborg tidligere fortalt til RetailNews.
Indendørskategorien - som udover håndbold også omfatter padel og indendørs fodbold - skal ifølge Sport 24-direktøren vækste med "mellem 15 og 20 procent".
Læs også: Sport 24 vil udnytte rivalens situation: - Vi investerer så massivt i øjeblikket
Da RetailNews senest snakkede med Lars Elsborg - i starten af marts i år - havde man netop åbnet den første af sin slags i en Sport 24-butik i Kolding Storcenter.
- Det handler rigtig meget om at befæste de positioner, man har, når konkurrenterne bevæger sig ind over grænserne. Vi kigger meget på hvilke områder, vi er rigtig gode på, og hvor vi under ingen omstændigheder vil give noget væk gratis. Og sådan et område er håndbolden, slog Lars Elsborg fast dengang.
Siden marts har man udvidet med endnu en håndbold-soft shop i Aarhus - mens to yderligere af slagsen er i pipelinen, oplyser Sport 24-direktøren.
Disse kommer til at åbne i Sport 24-butikker i henholdsvis Aalborg og Field's i den nærmeste fremtid, fortæller Lars Elsborg.
Hvornår helt konkret de åbner, vil direktøren ikke røbe endnu.